My Childhood – Min barndom

I magasinet Liv’s februar nummeret, var mit takke brev til min mor og far i. Denne side giver en lidt dybere viden om min historie.

Moster i Magasinet Liv

Når du læser om min barndom kan det være du får lyst til at kommenterer eller spørge om noget. Det er du meget velkommen til, du kan efterlade en kommentar og jeg vil besvare alle kommentarer.

Nu sidder du måske og tænker hvad vil jeg opnå ved at skrive min historie her. Jeg gør det her fordi, netop Mascho sagen – og alt det med hvordan DanAdopt narre fattige forældre til at bortadopterer – med at tydelighed viser hvor lidt begreb vi som samfund har om hvad det vil sige at adopterer et barn. Det er ikke fordi jeg er i mod adoption, men fordi jeg mener det kun skal ske som sidste udvej. Kan forældrene med støtte give barnet en tryg og kærlig barndom, er det det vi skal støtte.

Jeg tror det er de færreste voksne mennesker som egentlig forstår hvad det er for eksistentielle issue adoption giver det adopterede barn. Jeg kan garanterer at det er noget man som barnet skal leve med hele sit liv. Og det er ikke noget som er let at få sat på plads. Derfor er det mit ønske at jeg med min historie kan være talerør for alle de børn som ikke kan og tør sætte ord på deres tanker. Og igen husk at jeg er lykkelig for at jeg blev adopteret, og alligevel så har jeg dette standpunkt. Det burde give stof til eftertanke.

Del 1 historien

Jeg er født i 1963  og sendt på ferie til og opvokset i en ægte kernefamilie bestående af min mor og far min bror og jeg.

Min familie

Jeg skulle på ferie sommeren over, og min biologiske mor valgte min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre). Men Sommer bliver til efterår og efterår bliver til vinter og årene går og jeg boede stadig hos min mor og far  (plejeforældre/adoptivforældre). I den tid kommer min biologiske mor sporadisk på besøg og kan ikke huske hvornår jeg har fødselsdag.

Min biologiske mor var 17 da hun fik min søster og 19 da hun fik mig. Da hun og min biologiske far bliver skilt, bliver jeg sendt på ferie og min søster på børnehjem. Min søster er på børnehjem i kort tid og bliver så hentet hjem igen.

Jeg kan ikke forstå hvorfor min biologiske mor valgte at skille min søster og jeg ad, det ville have været godt for os at have hinanden. Jeg var kun 1½ år og min søster var 4 år og derfor kunne hun tydeligt huske mig. Hun savnede mig og spurgte efter mig hele tiden.

Min mor  (plejeforældre/adoptivforældre) har fortalt mig at jeg talte om min søster hele tiden. Så jeg har helt sikkert også manglet hende.

IMG_5426

Jeg har ikke mange billeder af mig selv fra før jeg kom til min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre). Min biologiske mor fortalte min mor at der ikke fandtes billeder fordi de var bortskaffet da det var en tid som skulle glemmes.

IMG_5333

men – de to første billeder her af mig, er fra før jeg kom på “ferie” hos min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre). Jeg ved ikke hvordan det er lykkedes min mor at skaffe de to billeder. Men jeg er glad for dem.

Jeg havde nogle vidunderlige og kærlige forældre (plejeforældre/adoptivforældre) som virkelig elskede børn og en biologisk mor som ikke forstod et barns behov for ro og tryghed.

Min biologiske mor sendte mig ferie dag jeg 1½ år for sommeren over. Hun satte en annonce i avisen om et feriebarn. Min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre) reflekterede på annoncen og det blev aftalt at jeg skulle på ferie hos dem. Jeg var så lille at jeg ikke rigtig kan huske det, men alligevel må det have gjort stort indtryk på mig, for jeg kan se det som et billede, hvor jeg kan studere detaljerne og se vi står der over for hinanden, ude i indkørslen (gårdspladsen). Jeg bliver afleveret med en pose tøj og farvel. Hvis jeg mærker efter når jeg studerer de imaginære billede kan jeg mærke at jeg er bange, men også nysgerrig.

IMG_7305

Sommer bliver til efterår og efterår bliver til vinter og jeg boede stadig hos min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre).  Faktisk går der fire år hvor vi lever et helt almindeligt familieliv og hvor vi ikke høre særlig meget fra min biologiske mor. Og da jeg er så lille glemmer jeg hurtigt hvem hun er. I den første tid jeg er der spørger jeg heller ikke efter hende, jeg spørger kun efter min søster Maj Britt.

IMG_7306

Min to års fødselsdag.

IMG_7307

Min far, min bor og jeg. Jeg er 2 år på det tidspunkt, min bror er 7 år og min far er 32 år.

IMG_5338

Min første jul 1965 hos min og far, jeg ligner en der har fået alt hvad jeg kunne ønske mig.

IMG_7308

Jeg var fars pige og jeg elskede når han kom hjem fra arbejde. Han duftede så dejligt af træ – han var tømrer. Derfor kan jeg virkelig godt lide duften af træ – den duft der kommer når der bliver savet i træ.  Jeg synes jeg var så smart med fars kasket på. Billedet er fra 1966 og jeg er tre år.

IMG_7309

Et billede af mig på min 4 års fødselsdag sammen med min nyerhvervelse et løbehjul, som jeg havde ønsket mig brændende.

Grunden til at jeg viser dig alle de her billeder af mig som lille er så du kan se hvor glad og sød jeg var inden min verden blev revet itu.

IMG_7310

Til min 5 års fødselsdag fik jeg den længe ønskede dukkevogn. Jeg kan huske at jeg havde ønsket mig den meget længe, men at min mor sagde at jeg først skulle kunne kigge over den før jeg fik den.

IMG_7311

Det sidste billedet hvor jeg stråler. Det er min 5 års fødselsdag, selv om min mor har sat et lys for meget i kagen.

Min mor og far var meget fremsynede i forhold til tiden den gang. Jeg har altid vidst at min mor ikke havde født mig, og at jeg havde en biologisk mor og far. Min mor lærte mig at jeg var heldig, jeg havde en mor og far som havde valgt mig – lige præcis mig, fordi jeg var så sød og dejlig.

I starten november 1969 sprang bomben, min biologiske mor og hendes kommende mand besøgte min mor og far og fortalte at nu efter 4½ med sporadisk kontakt ville min biologiske mor have mig hjem – hun skulle giftes. Efter efter min biologiske mors besøg to mine forældre kontakt til børne og ungdomsværnet og til min biologiske mor forældre i forsøget på at få nogen til at forstå, at hvis jeg blev flyttet ville det går ud over mig.

Min mor og far skrev et brev og prøvede at få min biologiske mor til at forstå at hendes planer ikke var til min (endes datters fordel). Men min biologiske mor sendte desværre et brev til min mor og far om “de ville være venlige at pakke mine ting, fordi hun ville komme og hente mig på lørdag, fordi hun skulle giftes sidst i november. Og så et kort tak for den tid i har passet Janie”. Min mor blev selvfølgelig dybt rystet og meget ulykkelig. På de 4½ år jeg havde været hos dem var jeg jo blevet deres datter.

Det var ikke fordi min mor og far fortalte mig at nu havde min biologiske mor skrevet at hun ville have mig hjem. Men børn kan jo tydeligt mærke når noget ikke er som det skal være. Det kunne jeg også og jeg begyndte derfor at tisse i sengen om natten, græde skrige og rive ting i stykker og slå mig selv. Jeg var bare et barn som forsøgte at stoppe den angst jeg havde i mig. Jeg blev så bange at jeg ikke turde gå uden for at lege og jeg turde ikke være væk fra min mor og far.

Derfor tog min mor mig med til lægen, fordi hun synes det var hjertensskærende at se mig lille pige på 6 år være så angst og urolig. Jeg blev heldigvis indlagt på sygehuset. På grund af min psykiske tilstand blev børneværnet inddraget og der blev udstedte børneværnet afgørelse om “at jeg ikke måtte hjemgives, idet det vil stride mod barnets tarv”. Overlægen på børneafdelingen påbød at min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre) ikke måtte oplyse min biologiske mor om hvor jeg var og at jeg kun måtte modtage besøg af min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre).

Jeg kan huske at jeg ikke vidst hvem den “dame” var (min biologiske mor) som kom og besøgte mig. Når hun kom havde hun som regel gaver med, og ind imellem sendte i en kasse med flere pakker i. Jeg kan huske en gang med sådan en kasse med mange pakker i, min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre) brugte lang tid på at overtale mig til at åbne en pakke. Jeg hylede og skreg og kastede rundt med pakkerne. Jeg ville ikke have dem. Men sådan en omgang gjorde at jeg var meget oprevet bag efter, når min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre) endelig stoppede og pakkede pakkerne væk.

Når min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre) så sendte pakkerne tilbage til mig biologiske mor, beskyldte hun min mor og far for ikke at ville give mig pakkerne. Men jeg var en egenrådig pige og jeg kunne ikke tvinges, jeg blev ganske enkelte hysterisk.

Det fik min biologiske mor også at føle en gang hvor jeg var blevet overtalt (presset) til at køre en tur med min biologiske mor. Da hun ikke ville køre mig hjem begyndte jeg at skrige. Jeg kan huske jeg sad under bordet og skreg og skreg og skreg. Det kan ikke have været særlig hyggeligt af have mig med på tur. Men jeg ville bare hjem til min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre).

Derfor var jeg heldigvis ikke hjemme den dag min biologiske mor og hendes kommende mand kom for at hente mig. Det blev de selvfølgelig meget vrede over, men de havde også modtaget brevet med børneværnets afgørelse. De troede vel bare de kunne komme og presse min mor og far til at udleverer mig.

I en alder af 6 år begyndte jeg at spise nervepiller, for at berolige mig og min angst. Jeg var indlagt på sygehuset i en lille måned. Det var held i uheld at jeg blev så syg, for det gjorde at overlægen på sygehuset tog kontakt til børneværnet. Og børneværnet og især vores fantastiske sagsbehandler Fru Rasmussen har æren for at sagen endte som den gjorde.

IMG_7312

Herefter foregår det på den måde at min biologiske mor tager sagen i byretten og taber, jeg må ikke hjemtages da det strider mod barnets tarv. Så går sagen i landsretten, hvor hun også taber, jeg må stadig ikke hjemtages. Så fortsætter hun til Højesteret, hvor hun også taber. og så starter hun forefra igen, denne gang med en meget dygtig advokat ved side, og her tabte hun alle gange. Hun startede så sagen op en tredje gang, som hun så også tabte. Derfor var hele min barndom præget at den angst for at jeg ikke skulle være hos min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre).

IMG_7319

Billedet er af mig på min første skoledag i 1970. Jeg ser ikke særlig glad ud, og det er fordi jeg simpelt hen ikke tør gå i skole, jeg er bange for at min biologiske mor skal komme og hente mig. Jeg vil helst være ved siden af min mor og far (plejeforældre/adoptivforældre) hele tiden.

Min vidunderlige mor gjorde alt for at støtte mig og hjælpe mig. I mange år fulgte hun mig i skole og hentede mig. Der var bare lige det at hun skulle gøre det så ikke mine klassekammerater fandt ud af det – det var jo flovt. Så hun sørgede for at hun altid gik tur med de dagplejebørn hun passede når jeg skulle i skole og når jeg skulle hjem igen, så kom hun helt tilfældigt lige forbi.

Min far tog mig med på arbejde, når jeg havde været  i skole – jeg havde typisk fri til middag – så kom min far og hentede mig og så kunne jeg sidde i timevis og kigge på at han arbejdede.

IMG_7323

Disse billeder viser med al tydelighed at jeg var angst, jeg ser meget mut ud. Det var ikke kun mig der var angst, jeg ved at hele min familie – mine fastre og fætre og kusiner var bange for at jeg skulle rejse hjem. Som min fætter har sagt til mig – “så var og er jeg jo deres Janie”.

IMG_7324

Dette billede er tage inden jeg bliver indlagt på sygehuset for anden gang, på grund af min angst.

IMG_7327

Selv om min situation var meget usikker og utryg på den ene side, så var den også meget varm og kærlig og tryg på den anden side. Jeg var meget elsket og det er jeg stadig.

Min mor har for eksempel gemt alle papirer fra tiden, brev fra min biologiske mor og breve fra børneværnet og dagsbogs notater som hun blev bedt om at lave til børneværnet.

Som min søster så smukt siger det, så har min mor hjulpet mig med at huske. Også huske min søster og det er jeg hende evig taknemmelig for. Min mor  (plejeforældre/adoptivforældre) forstod at hun ikke skulle frygte min kærlighed til hende og min far ville forsvinde.

IMG_7329

På min konfirmationsdag kunne jeg slet ikke glæde mig fordi jeg var så bange for at min biologiske mor skulle komme i kirken og ødelægge min dag.

IMG_7330

Selv dagen efter min konfirmation var jeg stadig meget angst.

Retsagerne stod på fra jeg var 6-7 år til jeg var 15 år. Herefter var der år med tilbageholdt åndedrag og håb om at der ikke skete mere før jeg blev 18 år og selv kunne kræve adoption.

Min mor og far  (plejeforældre/adoptivforældre) var på den ene side meget strenge og på den anden side også meget moderne. Reglerne var frihed under ansvar og ve den som trådte ved siden af. Min mor kunne gribe til håndgribeligheder og hænderne sad løst, så jeg har fået en del slag. For problemet var at vi på grund af alle retsagerne hele tiden blev overvåget af børneværnet. Så der måtte simpelthen ikke være noget at sætte en finger på. Min mor  (plejeforældre/adoptivforældre) var jo bange for at miste mig. Og jeg ja jeg var mere en rask “dreng” end en lille pige. Så jeg kom altid galt afsted og slog hul i hovedet, knækkede tænderne og brækkede arme og ben. Og mit tøj blev altid revet i stykker. Da min mor og far ikke havde mange penge var det et problem, fordi jeg jo hele tiden skulle se fin ud. Der måtte ikke være noget at sætte en finger på.

Jeg sidder ikke her og siger det er ok at slå børn, det er jeg meget imod og jeg har aldrig slået mine børn. Men jeg siger at jeg godt kan forstå det enorme pres min mor og far var under  (plejeforældre/adoptivforældre). Min far var mere rolig, der skulle meget til at slå ham ud af kurs og derfor havde han større tålmodighed med mig. Og så tror jeg godt han kunne lide at jeg var en rask “dreng”.

IMG_7341

Det ser lidt lyser ud nu, vi skal rigtig til at nyde livet.

IMG_7336

Men så springer den anden bombe, min mor bliver syg med lungekræft lige efter min konfirmation. Og selv om det blev opdaget meget tidligt, fik hun lov til at gå med kræftknuden mens den voksede sig stor fra en knude på størrelse med en valnød til en appelsin. Og derfor kunne lægerne konstaterer da de fjernede det halve af den ene lunge, at kræften havde spredt sig. Så på 2½ år gik min mor fra at være rask til at være dødsyg og hun døde da jeg lige var fyldt 17 år.

IMG_7335

Derfor blev hele min verden rystet endnu en gang. Nu var det kun min far og jeg. Jeg har altid været fars pige, så selv om det var forfærdeligt at miste min mor, så var det vigtigt at jeg stadig havde min far.

Den gang var der ikke så meget fokus på hvad det betød for en pige at miste sin mor i den mest sårbare alder. Og det har ganske givet også haft betydning for nogle af mine valg i livet.

IMG_7337

Jeg havde en barndom med store udfordringer. Og en barndom som har præget mit voksenliv, som jeg har arbejdet med hele mit liv.

IMG_7339

Det sidste billede af min far og mor  (plejeforældre/adoptivforældre) inden min mor blev syg.

IMG_7340

Min far giftede sig igen og måtte bære den sorg at begrave sin anden kone. Min far døde i 2010. Jeg er så glad fordi jeg nåede at få talt med min far om min barndom og ikke mindst få sagt tak. Hans eneste kommentar til dette var; “det er da ikke noget særligt, du er jo vores datter”. Jeg elsker ham højt og savner ham hver dag, men jeg ved også at han kunne ikke blive mere hos mig.

Jeg er dybt taknemmelig fordi mine forældre kæmpede min kamp, dengang jeg ikke selv kunne gøre det. Derfor blev jeg så glad da jeg fik mulighed for at sige tak i Magasinet Liv.

For trods alt har jeg klaret mit godt, jeg er et helt menneske og jeg har to smukke og fantastiske børn som klarer sig godt og gør mig stolt og jeg har 3 smukke og dejlige børnebørn. Jeg har knækket den sociale arv jeg havde fået og det er jeg stolt af.

Del 2 hvad tænkte jeg

Så er det blevet tid til at jeg fortæller lidt mere om min barndom. Selv om jeg i dag er meget voksen og har fundet min ro med min historie, så er jeg nødt til at tage det i små bidder. Det at beskrive historien og mine følelser og tanke igennem de år det stod på, påvirker mig sådan at jeg kan mærke jeg bliver ked af det blandet med en stor glæde og tanknemmelighed fordi min historie fik den udgang den fik.

Det er en rutschebane tur at skrive om min barndom. Men jeg gør det fordi, jeg mener det er nødvendigt at få belyst hvad det betyder for barnet at blive adopteret. Sagen om Mascho har givet mig en oplevelse af, at vi tror at det er evig lutter lagkage at adopterer et barn fra et fattigt land med nogle fattige forældre, fordi vi kan give barnet så mange muligheder. Jeg vil gerne slå fast at selv om jeg er lykkelig for hvordan min sag er endt, så ville jeg da ønske at jeg kunne være vokset op hos min biologiske mor og far. Jeg håber det bliver tydeligt hvad jeg mener og hvorfor jeg mener det, når jeg har fået skrevet alt om mine tanker som barn og mine tanker som voksen.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, og hvornår jeg fandt ud af at min mor og far ikke var mine biologiske forældre, så har jeg en oplevelse af at jeg altid har vidst det. Jeg kaldte det for “rigtige forældre, selv om det jo er og var en modsigelse, fordi de var bestemt rigtige, det var jo dem der var der for mig og elskede mig præcis som jeg var.

Jeg kan huske jeg synes det var frygtelig pinligt og at det var vigtigt for mig at ingen vidste det. Og følelsen af ikke at have en “rigtig” familie har fulgt mig i mange år og har siden krævet at jeg arbejdede meget med mig selv. Jeg har kæmpet med at jeg generelt følte mig forkert og nærmest falsk. I dag føler jeg at jeg har en rigtig familie, min adoptivfamilie, fordi alle tog kærlligt i mod mig. Hele familien – mor og far, min bror, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner var oprørte og angste for at miste mig – jeg var jo deres pige – deres Janie.

Da hele situationen eksploderede var det lige pludselig ikke så nemt at holde hemmeligt, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at ingen af mine klassekammerater skulle finde ud af det. Det værste jeg vidste var hvis vi børn begyndte at tale om da vi var små babyer og f.eks. hvor store vi var da vi blev født, for det var informationer min mor ikke kendte og derfor kendte jeg dem heller ikke. Jeg plejede at lade som om jeg ikke gad at tale om det, at jeg synes det var lige gyldigt. Men inderst inde var jeg hunderæd for at mine klassekammerater skulle opdage at min mor og far ikke var mine biologiske forældre.

Når jeg tænker på det i dag, synes jeg det er underligt at jeg havde det sådan, fordi min mor og far var meget åbne omkring det og lagde stor vægt på at jeg var et rigtig ønskebarn og det at være et ønskebarn var det bedste jeg kunne være.

Når jeg tænker tilbage kan jeg tydeligt huske og mærke hvordan jeg havde det når min biologiske mor kom på besøg. Jeg kan huske at jeg synes hun var en fin mærkelig dame og at jeg faktisk var bange for hende. Jeg kan selv huske at jeg holdt fast i min mor (Plejemor/Adoptivmor) og kiggede forsigtigt på min biologiske mor. Min mor har fortalt at jeg spurgte om hvem damen var og hvorfor hun skulle komme.

Et andet tidspunkt hvor jeg også følte at jeg ikke kunne skjule min baggrund, var når jeg var ved lægen. Jeg havde fået noget eksem som ikke ville gå væk og lægen spurgte så om vi havde pesoarasis i familien, min mor var nødt til at svare at det vidste vi ikke. Min biologiske mor var ikke flink til at give min mor den slags oplysninger, hun svarede altid at det vidste hun ikke eller at det kunne hun ikke huske. Det var tydeligt at hun var ligeglad med den slags. Enden på den sag blev at lægen tog en prøve og på den baggrund blev det konstateret at jeg havde  pesoarasis.

Jeg var en egenrådig lille pige, måske nærmere en rask lille dreng. Og fordi situationen var som den var, blev min mor og far og jeg hele tiden vurderet af kommunens sagsbehandlere (børneværnet) og psykologer. Det lagde et ekstra pres på min mor og far og det var derfor meget vigtigt for min mor at der ikke kunne sættes en finger nogen steder. Jeg har derfor altid fået de korrekte ting at spise de korrekte sko, det korrekte legetøj og så videre. Derfor havde min mor og jeg en del sammenstød, fordi jeg som den raske dreng jeg var, tit rev mit tøj i stykker og jeg var altid møg beskidt når jeg havde været ude. Det var ikke så heldigt når jeg nu havde fået en fin kjole på (som jeg hadede at have på) og en halv time efter var den beskidt og ofte også revet i stykker.

Nå min mor og jeg var uvenner, gav det næring til det jeg kaldte “de forbudte tanker”. Det var ikke fordi min mor og far sagde at det var forbudt. Det var fordi jeg selv var optaget af hvad jeg kunne være bekendt og ikke bekendt. Jeg kunne så tænke at det hele ville være meget bedre og at jeg måtte være lige så beskidt som jeg ville og at jeg ikke var nødt til at gå i kjole hvis jeg boede hos min biologiske mor. Jeg kunne sidde der og fantaserer om hvor fantastisk det ville være. Inderst inde vidste jeg godt at det ikke ville være fantastisk, men for en kort drøm var det dejligt at tænke på.

På den anden side så kan jeg også huske hvor sur og irriteret jeg var når min mor og far brugte lang tid på at overtale mig til at tage med på køretur sammen med min biologiske mor. Jeg hadede at de pressede mig, fordi jeg blev overtalt til at gøre noget som jeg ikke ville. Jeg havde lyst til at fortælle min biologiske mor at jeg hadede hende og ville ønske at hun aldrig kom mere.

Min mor har skrevet i dagbogsnotater hun skulle skrive til børneværnet, at jeg ofte spurgte om “jeg kunne være bekendt at sige alt lige som det var”. Og det kan jeg som sagt godt huske at jeg var meget optaget af. Tænk at jeg som en lille pige på 6 år og op til jeg var 14 år har gået og bekymret mig over hvad jeg kunne være bekendt at sige. Jeg kan også godt huske at jeg ikke altid svarede ærligt når psykologen stillede spørgsmål. Alene fordi jeg ikke synes jeg kunne være bekendt at sige hvad jeg virkelig mente.

Det synes jeg er noget som giver stof til eftertanke. Vi tror at børn er umiddelbare og ærlige og at de slet ikke ved noget om hvordan man kan skjule sandheden eller for den sags skyld tale de voksne efter munden.

Jeg kan også huske hvordan min biologiske mor forsøgte at købe sig til at jeg kunne lide hende. Hun sendte tit mange og store pakker til mig. Jeg ville ikke have dem, og da jeg var en egenrådig lille pige, så skreg og skabte jeg mig og kastede med de fine pakker, når min mor og far prøvede at lokke mig til at kigge i pakkerne og se om der var noget jeg kunne bruge. Min mor har skrevet i dagbogsnotaterne at jeg var flere timer om at falde til ro igen efter sådan en omgang. Derfor valgte min mor og far også til sidst at sende pakker retur uden at jeg havde set dem. Også i forbindelse med de mange gaver, kan jeg huske at jeg ikke synes, at min biologiske mor ikke kunne være bekendt ikke at have gaver til min bror. Så når der ikke var noget til ham, så skulle jeg heller ikke have noget.

Jeg kan også huske at jeg kunne tænke meget over, hvorfor min biologiske mor ikke bare kunne lade mig være i fred. Når nu jeg hellere ville være hos min mor og far. Min mor prøvede at fortælle mig at det var fordi jeg var hendes datter og at hun elskede mig, men det kunne jeg ikke få til at passe inde i mit hoved. Jeg synes hun havde kasseret mig og derfor ville jeg hellere være hos min mor og far som elskede mig præcis som jeg var.

Lige præcis det at have en oplevelse af at være kasseret, betød at jeg i lige meget hvad jeg gjorde anstrengte mig særligt meget. Det gjorde jeg fordi jeg følte at hvis jeg gjorde mig umage og var dygtig og fik gode resultater, så ville min mor og far bedre kunne lide mig.

Mange af følelserne og tankerne fra barndommen har forfulgt mig langt ind i mit voksen liv. Det er for ganske nyligt at jeg har fået sat de sidste ting på plads og i dag kan sige at jeg endelig er fri. I dag har jeg sluttet fred med min historie – give slip. Sikke en befrielse det har været for mig.

I mange mange år hadede jeg min biologiske mor af et godt hjerte. Det kan jeg sige at det gør jeg heller ikke mere, i dag er jeg bare indifferent. Hun betyder intet for mig mere.

Del 3 min kommentarer

Der skal ikke herske tvivl om at jeg er lykkelig for at jeg blev sendt på ferie. I dag som voksen kan jeg tydeligt se at jeg var heldig da jeg blev sendt på ferie. Jeg var heldig i mere end én forstand. Min biologiske mor satte en annonce i avisen og min far og mor (Pleje adoptivforældre) svarede. De mødtes en enkelt gang inden hun afleverede mig. Det betyder at hun i bund og grund ikke viste hos hvilke mennesker jeg endte. Lykkeligvis endte  jeg hos nogle mennesker som virkelig elskede børn og som også elskede mig som deres egen.

Med alle de forfærdelige sager som vi oplever i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor lemfældigt min biologiske mor slap af med sit problem – altså mig. Jeg er selv mor og jeg ville aldrig kunne have afleveret mit barn til en fremmed – et menneske hvis karakter jeg ikke kendte. Og hvad værre var, at min biologiske mor ikke var interesseret i mig i 4 år. På de 4 år kom hun ganske få gange og besøgte mig. Det får mig til at tænke at hun virkelig var ligeglad med mig. Tænk hvis hun havde afleveret mig hos nogle mennesker som ville misbruge mig eller på anden måde pine mig. Det ville hun ikke have vidst og hun var også ligeglad.

Efter 4 år finder min biologiske mor ud af at nu vil hun have mig hjem. Igen tænker hun kun på sig selv og ikke på sin datter. Jeg kendte hende ikke og omtalte hende som damen. Min mor fortalte mig at hun var min rigtige mor – hende som havde født mig. Jeg kunne ikke rigtig rumme den oplysning for min mor var jo min pleje / adoptivmor.

Min mor kæmpede i 10 år en indædt kamp for at få mig tilbage, med konstante retssager og undersøgelser. Hun fortsatte uagtet at hun fik af vide at jeg lille pige blev syg og angst af det. Hun var fuldstændig ligeglad og tænkte igen kun på sig selv.

Da jeg som myndig søgte om adoption valgte min biologiske mor igen kun at tænke på sig selv og hun ville derfor ikke modtage den krævede information om at jeg blev adopteret.

Alle de år min biologiske mor kæmpede for at få mig “hjem” havde hun min søster hos sig. Min søster levede et liv hvor vores biologiske. Jeg har altid synes at min biologiske mor skulle koncentrerer sig om at passe på min søster og elske hende. Men igen så drejede det hele sig kun om min biologiske mor og hvad hun ville i det eksakte øjeblik.

Når jeg i dag som voksen ser på min sag, så kan jeg ikke forstå at der ikke var nogen som sagde stop til at min mor i en uendelighed kunne køre retssager om at få mig tilbage. Og på den måde ødelægge min barndom. Jeg kan heller ikke forstå, at når min biologiske mor blev vurderet uegnet til at få mig tilbage, at der ikke var nogen som undersøgte de forhold min søster levede under.

I dag så mange år efter, kan jeg stadig læse om hjerteskærende adoptioner, hvor børnene bliver mærket for livet, fordi voksne mennesker ikke forstår hvad det vil sige at adopterer et barn.

Vi taler om åbne adoptioner, hvilket jeg bestemt ikke er tilhænger af. Jeg er bange for at det kan gøre barnet utrygt og skabe en rodet relation. Børn har brug for ro, tryghed, forudsigelighed og masser af kærlighed.

Forældre som adopterer deres barn væk eller som min mor sender barnet afsted, kan ikke pludselig ombestemme sig efter flere år. Det er mennesker og ikke et kæledyr vi taler om. Og her vil jeg gerne indskyde at jeg heller ikke mener det er ok at anskaffe sig et kæledyr og så efter kort tid blive træt af arbejdet og så få det aflivet eller bortgivet. Men når det er sagt, så kan et dyr bedre klare at blive omplantet.

Adoptivforældre skal også være bevidste om, at når man adopterer et barn kan man ikke fortryde. I dag læser vi jævnligt om forfærdelige sager, hvor adoptivforældre ombestemmer sig og i enkelte tilfælde sender barnet retur og i andre tilfælde ender barnet på institution. Jeg bliver meget vred når jeg læser disse historier, for hvordan kan nogen blive godkendt til adoption, hvis de tydeligvis ikke har overvejet at det kan være vanskeligt og endda i nogen situationer meget vanskeligt af adopterer.

Jeg selv var som sagt et meget svært og krævende barn at passe – selvfølgelig på grund af omstændighederne. Men min elskede forældre fortsatte uanset  hvor svært det var med at elske mig og med at kæmpe for mig. Det er det jeg forbinder med forældres kærlighed og omsorg, de elsker dig uanset hvad og de giver aldrig op.

Jeg mener heller ikke at det er en menneskeret at få børn og blive forældre. Jeg forstår det er en del af vores biologiske ur – vi er programmeret til at formerer os. Men er man ikke egnet – har man ikke evnerne til betingelsesløst at elske et andet lille menneske og evnerne til at drage kærlig omsorg, så skal man ikke have ansvaret for et uskyldigt barn. Er man biologisk forældre og ikke kan tilstrækkelig kærlig omsorg for sit barn, så er det bedre at barnet bliver adopteret og kan opnå  ro, tryghed, forudsigelighed og masser af kærlighed. Jeg vil også gerne fastslå, at bare fordi forældrene er fattige og ikke kan give hvad vi kan give her i vesten, betyder det ikke at så er adoption det bedste. Men det kræver også at de adoptivforældre som adopterer barnet kan give  ro, tryghed, forudsigelighed og masser af kærlighed.

Jeg mener at vi skal have nogle retningslinjer for adoption, men vi kan ikke have fuldstændige ensrettede vurderings kriterier, fordi det er små mennesker det handler om. Det skal altid være en vurdering af hvad der er bedst for barnet i den specifikke situation. Adoptivforfældrene, de biologiske forældre og det eller de berørte børn skal indgå i den vurdering.

Som adopteret har jeg hele mit liv kæmpet med følelsen af ikke at være god nok – at være blevet kasseret. Jeg har derfor altid presset mig selv til det yderste og stræbt efter at være den bedste, på den måde kunne jeg gøre mig fortjent til at blive elsket.

Jeg har altid holdt en lille bid af mig selv tilbage i relation til andre mennesker – i frygt for at blive såret. Hvis nogen sagde de elskede mig, tænker jeg nja – det er nok bare noget de siger. Det var kun med min hjerne og den logiske og bevidste del at jeg kunne se og erkende at jeg var elsket.

For nogle år siden gik jeg ned med stress, blandt andet fordi jeg altid pressede mig selv ekstra hårdt. Alt skal være perfekt. I den forbindelse har jeg måtte arbejde meget med mig selv og mine reaktions mønstre.

For ganske nylig har jeg fået en behandling som hjalp mig med at se min historie i et nyt perspektiv. Det har virkelig sat mig fri og jeg kan i dag ærligt sige at jeg nu også i mit hjerte kan mærke og ved at jeg er elsket.

Jeg kan derfor sige at i en alder af 50 år er jeg endelig fri og jeg vil derfor gerne være med til at gøre en forskel for andre adopterede. Derfor har jeg meldt mig ind i foreningen adopteret. Klik på linket nedenfor hvis du også vil være med. Sammen kan vi støtte hinanden.

 

Link

Er du også adopteret og har du brug for at tale med andre ligesindede så klik her

Foreningen adopteret

16 Comments

  1. Jeg læser det du skriver og tænker du er stærk som mennesker sjældent kommer. Hold fast i dig og vid at du er en engel

    • Tusind tak og tak fordi du læste min historie.

      Ja, jeg tror at vi mennesker får de udfordringer vi kan klare, fordi vi skal lære noget. Og jeg synes jeg har lært noget vigit.

      Endnu en gang tak for din varme kommentar.

      ILYG

  2. Det er lige den slags, mine gæster på http://diets.dk leder efter. Antager, det er i orden, jeg anbefaler siden her til dem. Bliv endelig ved med det gode arbejde!

  3. Pingback: The hidden truth about me and new in - Saint Tropetz - AngelQueen

  4. Pingback: maillot russie occasion

  5. Pingback: Baju bayi

  6. Pingback: maillot de football

  7. Pingback: ray ban new wayfarer

  8. Pingback: Blog af Janie Behrensdorff: Min barndom som national adopteret. « Foreningen Adopteret

  9. Kære Janie.

    Din historie ligger simpelthem så tæt op af min egen adoptionshistorie. Jeg er har oplevet så mange af de samme ting og er helt og aldeles enig med dig i at åbne adoptioner ikke er for alle.

    Tak for inspirerende læsning. Du ramte mig helt ind i de dybeste kroge af hjertet.

    Tanja.

    • Kære Tanja

      Tak for de kærlige ord. Ja jeg tror bestemt ikke jeg er alene i verden med sådan en historie.

      Jeg skrevet min historie i håbet om at vi kan få oplyst befolkningen om virkningerne og ikke mindst fordi jeg selv er kommet om på den anden side og nu kan tale om det uden smerte. Jeg håber jeg på den måde også kan være en stemme for dem som stadig har skammen og ønsket om at holde det hemmeligt.

      Jeg selv var i mange år meget skamfuld over at jeg var sendt bort. Jeg tror jeg var skamfuld fordi jeg følte jeg var kasseret – at jeg var forkert.

      Og jeg tror at mange andre kan nikke genkendende til den følelse.

      ILYG

  10. åhh, har lige læst din historie. Sejt du er kommet ud af det som et helt menneske.
    Det er så fantastisk når der findes mennesker som kan tage et barn til sig og elske det som det havde været deres eget.

    KH og tanker Henriette

    • Kære Henriette

      Tak skal du have. Det har også krævet en del arbejde at komme gennem. Og ja det er fantastisk er der findes mennesker som kan tage et fremmed barn til sig og fuldstændig elske det betingelsesløst. Jeg ved jeg var super heldig da jeg kom til min mor og far.

      Jeg vil dog også tillade mig at sige at når man adopterer, så skal det være en betingelse at man kan tage barnet til sig og elske det betingelsesløst og kæmpe en stædig kamp for det barn. Man skal vide det er en stor opgave.

      ILYG

  11. Maj Britt Andersson

    Min kære elskede søster!
    Nu har jeg læst din historie igen, det er så hårdt for mig, er så ked af de valg Johnna har udsat dig/mig for…. Men samtidig så stolt af dig, du er skøn pragtfuld og et helt igennem så elskelig… Jeg sender de bedste tanker til dine forældre i himlen. (bare jeg havde nået at lære dem at kende). Tusind kram og kys til dig min dejlige lillesøster fra din storsøster Maj Britt.

    • Min elskede søster

      Tak. Du skal vide at jeg er så lykkelig for at vi to har fundet hinanden. Mit hjerte bløder også for dig og din historie.
      Ja jeg ville også ønske at du havde nået at lære min mor og far at kende. De ville også have elsket dig. De havde sådan nogle store hjerter.

      ILYG

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *